Selvom kreditklemmen i kølvandet på finanskrisen i 2008 har besværliggjort de danske ejerledede SMV-virksomheders muligheder for at gå i gang med 'Det Gode Ejerskifte', spiller psykologiske faktorer hos ejerlederne selv en overraskende stor rolle i mange ejerskifter. Det viser ny forskning fra Center for ejerledede virksomheder ved CBS. ”Vi har i mange år kunne følge danske ejerledede virksomheder gennem registrerede data om ledelser og bestyrelser. Men det er først efter et studie af 14000 virksomheder, vi har spurgt om forskellige områder af ejerskifteudfordringen, at vi for alvor har fået øjnene op for de psykologiske barrierer,” siger Centerleder ved Center For Ejerledede Virksomheder på CBS, Niels Westergård-Nielsen.

Stifters følelser

Økonomer kan regne på økonomiske modeller og værdiansættelser for at danne sig overblik over en virksomheds situation, når et ejerskifte kommer på tale i forbindelse et generationsskifte eller anden omstændighed, som kræver, at ejerlederen træder tilbage. Men flere af forklaringerne på, at alt for mange ejerlededede virksomheder i Danmark går i stå - eller helt kollapser, skal altså i bogstavelig forstand søges i stifterens følelser og identitet. 

Mange har svært ved at slippe virksomheden

”Vores undersøgelser viser, at mange har svært ved at give slip på virksomheden, fordi de enten er for optimistiske i forhold til, hvad de tror, virksomheden bliver værd og derfor venter med at gøre noget - eller forbinder virksomheden så tæt til deres personlige identitet, at de holder fast for en hver pris. Det kan være problematisk, hvis ejerlederen ikke i god tid forbereder et ejerskifte,” siger Niels Westergård-Nielsen. Han vurderer, at etablering af en professionel bestyrelse er første og helt afgørende skridt for en ejerleder, hvis et succesfuldt ejerskifte skal lykkes.

Manglende bestyrelser i ejerledede virksomheder

Han peger på underbyggende tal, som Center For Ejerledede Virksomheder har fundet frem til.  Blandt ApS’erne er det kun et fåtal, omkring 12 procent, der har en bestyrelse og blandt alle selskaber er heller ikke mange.  ”Kun 35 procent af alle bestyrelser i Danmark er uafhængige. Det viser noget om, at mange ejerledere reelt ikke har en bestyrelse, som kan tage fat på den ubehagelige samtale om, hvornår det er en god ide at træde tilbage,” siger han. ”Virksomheden skal udvikler sin ledelsesmodel fra, at der kun er én reel beslutningstager til en struktur, hvor ledelseskompetencer udnyttes i en større ledelsesgruppe. Det kan sikre, at virksomheden kan fortsætte driften når ejerlederen ikke længere er i virksomheden af den ene eller anden årsag.”

Den langsigtede plan for virksomheden

Niels Westergård-Nielsen peger på, at et markedsdrevet samfund er kendetegnet ved, at nye kræfter står klar til at videreføre værdier, som andre ikke kan eller vil tage sig af. Men også, at muligheden naturligvis skal stede, hvis værdierne skal sikres. ”Det kræver en langsigtet plan, og den skal gerne være klar i god tid, inden udfordringen opstår, for det handler i mange tilfælde også om familiemedlemmer, medarbejdere, kunder og leverandører.”