At give sin virksomhed videre til en anden person er næsten som at give et barn videre - uendelig svært. ”Jo tidligere man kommer i gang med at vænne sig til tanken – desto nemmere bliver det, når den dag kommer,” siger Sigurd Schou Madsen. Hvis man har en virksomhed, der er succesfuld nok, så er det noget, der skal ske før eller siden.  ”Jeg tror desværre, at der er for få, som planlægger det i god nok tid. For mange kommer det som en overraskelse, hvor svært det er at give virksomheden videre. De fleste aner nok, at de bliver for gamle eller, at virksomheden skal et sted hen, hvor de ikke selv er den bedste til at stå i spidsen mere. At der er brug for andre kompetencer og kræfter. Det er en svær proces, og det kan være vanskeligt 100 procent at planlægge sig ud af det,” siger Sigurd Schou Madsen. 

Kemi med den nye ejer

Mange ting skal falde i hak for den tidligere ejer i forhold til den nye. ”Der skal være kemi, og man skal kunne stole på den nye ejer. Den gamle ejer skal være med på den nye ejers retning. Det kan være svært at finde et rigtigt match personligt. Men udfordringen er også at finde en afløser, der har de kompetencer, den viden og det netværk, der skal til for at bringe virksomheden et skridt videre.”

Overdragelsesperiode eller clean cut

En virksomhed kan overdrages over tid eller med et clean cut. ”Ofte vil et ejerskifte forløbe over en længere periode, hvor den gamle og nye ejer bruger hinanden. Men på et tidspunkt skal den gamle ejer give slip.” ”Den tidligere ejer kan jo godt fortsætte som tilknyttet rådgiver eller i bestyrelsen i en periode. Det kan give mening i mange tilfælde. Men det kan også være svært for en ny leder at sætte en ny retning, hvis den gamle leder stadig er tilknyttet. Der må man gøre op med sig selv, hvor værdien er størst.”

Sparring med den tidligere ejer

Den nye ejer kan være et familiemedlem, en ansat eller en helt tredje person. ”Hvis det er et familiemedlem, så er det nok en, der har haft virksomheden tæt inde på livet gennem det meste af livet og har arbejdet der. En ansat vil også have viden om virksomheden, og så har personen måske nogle andre kompetencer. Hvis det er en der kommer udefra, er det vigtigt, at personen lærer virksomheden at kende i sparring med den tidligere ejer. Men han eller hun har måske også helt nye kompetencer, der kan bringe virksomheden videre.”