Skrevet af: Ellen Mølgaard Korsager Ph.d., Center for Ejerledede virksomheder.

Når vi taler om ejerskab, gør vi det ofte ud fra den antagelse, at det er et indlysende begreb, der henviser til om en person har råderet over en bestemt ting eller ej. Men ejerskab er i høj grad et socialt konstrueret fænomen, der er knyttet til følelser. Det betyder, at personer også føler ejerskab af en lang række andre årsager end de formelle.

Der er ikke lavet undersøgelser af, hvad ejerskab egentligt betyder for ejerlederen, men ny forskning peger på, at en afgørende udfordring i forhold til generationsskifte er, at ejerlederen har svært ved at se sig selv som andet end netop ejerleder. I mange tilfælde undlader han formodentligt at planlægge generationsskifte, for at undgå den situation, hvor han ikke længere er hverken ejer eller leder.

Forskning i ejerskabets psykologi peger på, at når medarbejdere føler ejerskab for den virksomhed, de arbejder i, så handler det særligt om to forhold, nemlig muligheden for kontrol over virksomhedens udvikling og oplevelsen af at identificere sig med virksomheden.

Ejerlederen oplever formodentligt ejerskab for virksomheden med udgangspunkt i de samme to forhold. Ejerlederen befinder sig altså et sted i følgende matrix, som groft sagt kan bruges til at inddele ejere i fire typer afhængig af graden af deres behov for kontrol og identifikation med virksomheden.

Den indlevende ejer

Den indlevende ejer identificerer sig i høj grad med sin virksomhed, men har ikke et voldsomt behov for kontrol. For den indlevende ejer er det vanskeligt at forklare, hvem han er uden at henvise til sin rolle som leder af virksomheden. Han er en energisk kulturbærer, optaget af at værne om virksomhedens værdier og omdømme. Hans behov for kontrol er dog ikke udtalt, og man kan sige, at det vigtigste for ham er at være med.

For den indlevende ejer er den afgørende udfordring ved ejerskifte tanken om at skulle opgive sin hverdag i virksomheden og den følelse af mening, det giver ham i tilværelsen. Derfor kan det være en god ide for den indlevende ejer at overveje en ejerskiftemodel, hvor der er plads til, at han kan fortsætte med at arbejde i virksomheden, selvom han begynder at afgive ejerandele.

Den dominerende ejer

Den dominerende ejer identificerer sig i høj grad med virksomheden og oplever samtidig et stort behov for kontrol. Han er, udover at være en energisk kulturbærer, en enerådig leder ofte for en stærkt centraliseret organisation, hvor alle beslutninger træffes af ham selv. Han er almægtig og derfor ofte også alene med ledelsen af virksomheden.

For den dominerende ejer er den afgørende udfordring i forhold til ejerskifte, at det som udgangspunkt er en utænkelig tanke for ham. Derfor forsømmer denne ejertype som oftest – og uanset alder – at planlægge ejerskifte. Det er selvsagt et problem, og det er vanskeligt at håndtere. Måske kan den dominerende ejer formås til i det mindste at overveje at lave en plan for (fremtidigt) ejerskifte ved at tænke alvorligt over virksomhedens sårbarhed, som er en uundgåelig følge af hans lederstil og ejerskab. Virksomheder, der er ledet af en dominerende ejer, er nemlig stort set uden ledelseskompetencer, udover dem ejeren selv kommer med. Sker der den dominerende ejer noget – bliver han skilt, bliver han syg, dør han – ja, så har det voldsomme konsekvenser for virksomheden.

Den formelle ejer

Den formelle ejer oplever stort behov for kontrol af virksomheden, men identificerer sig ikke voldsomt med den. Som leder minder han om den dominerende leder. Han ser dog ikke i samme grad virksomheden som en forlængelse af egen person og oplever ikke, at den opfylder andet behov hos ham end behovet for at tjene penge og forvalte dem og hverdagen i frihed fra andres indblanding.

For den formelle ejer er den afgørende udfordring ved ejerskifte ikke at skulle opgive hverdagen i virksomheden, men at skulle opgive den overordnede kontrol med virksomheden. Her kan det være en fordel at begynde tankerne omkring generationsskifte med at skabe en velfungerende bestyrelse, så ejeren i første omgang har mulighed for at bevare kontrol fra en mere tilbagetrukket position. Siden kan en velfungerende bestyrelse bidrage til at facilitere en god ejerskifteproces, hvor ejerandele måske overdrages til en ny ejer over en længere periode.

Den afklarede ejer

Den afklarede ejer føler hverken stort behov for kontrol af - eller identifikation - med virksomheden. Det er altså en ejer, som er relativt parat til at ejerskifte. Sat på spidsen er det sådan, at når den indlevende, den dominerende og den formelle ejer begynder at forholde sig bevidst til deres eget ejer- og lederskab og begynder at tænke dette i forhold til et (fremtidigt) ejerskifte, så vil de bevæge sig mod at blive afklarede ejere. Ejere, som er i stand til at overdrage deres virksomhed til en ny og forhåbentligt velvalgt ejer, der forstår det ejerskab og det ledelsesrum, de overtager.